Hvem har din ryg?

Hvis du arbejder i militæret eller politiet, har I sikkert en hel masse regler om hvordan man passer på hinanden, hvis man kommer ud for en situation hvor det er nødvendigt. Men det at have hinandens ryg kan have flere betydninger, for det handler ikke kun om fysiske angreb, men også om hvem der støtter dig i at nå dine mål og drømme.

Hvem bakker dig op? Hvem siger “Godt gået” når du har nået et mål eller “Skidt med det, op på hesten igen”, når det går galt? Forhåbentlig har du ikke folk i dit liv, som siger “Hvorfor fik du ikke 12 i stedet for 10” eller “Skidt med at du ikke taber dig, for det gør jeg heller ikke”.

Når man skal i gang med et vægttab, er det supervigtigt at have støtte fra omgivelserne, især de nærmeste. Både din partner, som IKKE skal fylde skabet med sukker, hvis du har svært ved at holde dig fra det, eller dine kollegaer, som godt må vide, at du vil prøve at leve sundere. Kan du få en aftale med en af dem om at bemærke det, hvis du træder ved siden af, er det ekstra godt, for alene tanken om, at andre vil kommentere det, kan få de fleste til at lade være. Men du er nødt til at sige det direkte, ellers vil de færreste sige noget – og hvis de gør, vil du nok også synes de er ubehøvlede.

Men tænk over det – i hvilke situationer har du brug for, at nogen har din ryg? Og har de det rent faktisk i disse situationer? Måske tænker de ikke lige over, at du har brug for deres opbakning, men så SIG det til dem. De færreste bliver fornærmede hvis du siger det pænt og fortæller dem, hvor meget det betyder for dig, at de støtter op om dig og dit projekt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *