Sådan går du til påskefrokost med nydelse – uden at være bange for at overspise

Jeg giver dig 3 metoder til at nyde påsken med god samvittighed.

Jeg holder meget af traditioner som jul og påske.

Der er bare en ulempe

Man spiser rigtig meget.

Og man kan også nemt komme til at drikke for meget. Når jeg siger for meget, mener jeg faktisk bare alkohol i sig selv, for det er jo noget, som sætter vægttabet i stå. Men det har du nok hørt. Du er nok mere interesseret i de metoder jeg lovede dig. Og de kommer her.

Spis hjemmefra
Her mener jeg selvfølgelig ikke, at du skal møde mæt op til påskefrokosten. Jeg mener bare, at det kan være en god ide ikke at være alt for sulten, når du møder op. Du kan enten a) spise en ekstra portion af din sunde morgenmad inden du tager afsted, eller b) spise en mini-frokost eller sund snack. Det betyder, at du ikke er lige så sulten, når du sidder til frokosten, som du ellers ville være.
Planlæg
I min familie bliver det ofte sagt højt hvad der er af pålæg og retter inden vi starter. På den måde kan jeg planlægge hvad jeg helst vil have. Det betyder, at jeg kan vælge en eller to af de lidt mere fede ting til, og så vælge det sundere for resten. Æg, tomat, rejer, sild, agurk, er noget af det, som ikke feder lige så meget som fiskefilet, hønsesalat og hvad I nu spiser i jeres familie. Så beslut dig på forhånd.
Hold pauser
Denne her er meget overset, men også yderst effektiv. Ofte har vi en tendens til blot at spise, uden egentlig at mærke om vi er blevet mætte – før vi er overmætte, må læne os tilbage og sige: ”Puha, jeg skulle vist ikke have taget den sidste tartelet/fiskefilet [indsæt selv]”. Men holder du pause imens, hvor du også sørger for at drikke godt med vand, mærker du din krops behov meget bedre. Det betyder, at du også mærker hvornår du er mæt. Ja, faktisk bør vi stoppe med at spise før vi er mætte og blot til vi ikke er sultne mere, men det skriver jeg mere om en anden gang.

Til sidst, hvis I har mulighed for det og vejret er til det, vil jeg også anbefale at komme ud og gå en tur efter maden. Det er altid godt at røre sig, lige efter man har spist, og som vejrudsigten ser ud for den kommende uge, skulle der være gode muligheder for at nyde det gode vejr.

Ellers vil jeg ønske dig en rigtig dejlig påske – vi ses i din indbakke 2. påskedag.

Mange hilsner
Pia

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *