Min historie

Kender du det, at det er svært at være på slankekur? At overholde den, og når man så har gjort det et stykke tid, så synes man det går for langsomt og det er heller ikke det værd. Og så starter man forfra med at overspise og spise det forkerte, og pludselig vejer man det samme som før eller endnu mere.

Men jeg klarede det. Jeg besluttede mig for at tabe 10 kg. så hurtigt som muligt, og det lykkedes. Det er omtrent 15 år siden, og de er aldrig kommet på igen. Vil du vide hvorfor? Netop på grund af dette ord, Hvorfor! Jeg havde en meget vigtig grund til at ville tabe mig, og den grund blev så stor og så vigtig, at den fyldte mere end det ubehagelige i at skulle tabe mig.

Jeg havde nemlig mødt en mand, og vi ville gerne have børn, og selvom jeg altid havde fået at vide, at “I vores familie skal man bare svinge et par herreunderbukser over vores hoveder, så bliver vi gravide”, ja, så skulle det ikke gå helt så let for mig. Jeg måtte igennem tre fertilitetsbehandlinger på Rigshospitalet, som jeg desværre ikke blev gravid af, og så kunne det offentlige ikke gøre mere for mig – “Three strikes, you’re out”. Vi opsøgte så en privat klinik, selvom vi godt vidste, at vi ikke havde råd. Under en samtale med en læge dér fik vi oplyst, at han måske kunne hjælpe os, selvom vi ikke havde penge, for ind i mellem testede man nye behandlingsmetoder, og der kunne vi måske være med uden det kostede noget.

“Men”, sagde lægen, lidt forlegent, “så skal du altså tabe 10 kilo først.” BANG! Den ramte mig, lige der hvor det gjorde rigtig ondt, og det hjalp mig til at træffe en beslutning om at gøre noget. Tre måneder senere var det lykkedes for mig – fordi motivationen var der.

Og hvad gjorde jeg så, spørger du måske? Hvilken mirakelkur brugte jeg så? Tjaa, den gode gammeldags: Indtog færre kalorier end jeg forbrændte, og så gik det helt af sig selv. Jeg stod på en stepper 20 minutter om dagen og jeg levede stort set af kogte grøntsager. Ind i mellem skejede jeg lidt ud, men med måde (december var også med i de tre måneder) og på den måde lykkedes det – godt gammeldags hårdt arbejde.

Kærlig hilsen
​Pia